< Tilbage

Hingstefremvisning d. 22. april uden stævne03-03-2017 - 15:08

Årets Åbent Hus arrangement bliver en anelse anderledes end normalt.

Hingstefremvisningen bliver som vanen tro kl. 14:00, hvor vi viser stutteriets aktive hingste, samt afkom efter disse.
Der vil blive arrangeret bustur fra Sverige for at give flere avlere mulighed for at komme til rundvisning på Stutteriet og for at opleve hingstene live. 

Vi ser os dog desværre nødsaget til at aflyse vores C-stævne samme dag, grundet større ombygninger og udvidelser på Stutteri Ask og hos Kirk Arabians, som plejer at lægge opvarmnings hal til stævnet. På Stutteri Ask er der ved at blive lavet helt nyt udendørs springstadion med tilhørende tribuner. 

Der er tre store byggeprojekter på vej på Stutteri Ask, hvor gravemaskinerne allerede nu er i fuld gang med at omdanne den store springbane til et pragtfuldt nyt springstadion med tilhørende tribuner. Og desuden skal der opføres dommertårn og sekretariatsbygninger. – Vi vil gøre det rigtigt fra starten, så vi har haft en landskabsarkitekt ind over projektet, for at få den optimale beliggenhed, så vi kan udnytte den flotte natur og pragtfulde udsigt, indleder Søren Møller Rohde. Banemålet på opvisningsbanen bliver på 60 x 95 meter, med tilhørende opvarmningsbane på 30 x 65 meter. – Vi vil gerne have en udendørsbane, med internationale mål, hvor vi kan træne, holde stævner og arrangementer. Rammerne bliver udstukket, så mulighederne er der.

På stutteriet er vi glade for samarbejdet med Dansk Varmblods lokalregion 3, og ser en god synergi i at invitere til kombinerede avls- og sportsarrangementer. Og det kræver også plads.
 

Plads til gæster

På Ask vil vi gerne have gæster. Men de forbedrede forhold kommer først og fremmest ryttere og heste til gode i det daglige arbejde. – Vi er glade for at vise vores faciliteter frem, og vi har naturligvis også gjort os nogle tanker om, hvad vi kan gøre for at holde gang i aktiviteterne her på stedet, slutter Søren, og et nyt tiltag bliver en udvidelse af det eksisterende showroom, så der er plads til endnu flere gæster til møder og seminarer. Et stort garageanlæg til opbevaring af springmateriel er det tredje byggeprojekt på hingstestationen.

Vi håber på forståelse fra rytterne, der ikke kommer til at starte indendørs C-stævne på Stutteri Ask i år. Vi ønsker ikke at lave et halvhjertet arrangement og grundet vores projekter, har vi valgt at fjerne stævnet og sætte fuld fokus på hingstefremvisningen den 22. april.

 

Den 22. april 2017 bliver en dag i avlens tegn med fremvisning af avlshingstene og afkom efter disse og vi vender stærkt tilbage med indendørsstævnet igen til næste år. 




< Tilbage