< Tilbage

Første landsstævne på Stutteri Ask12-07-2021 - 09:34

På trods af massive udfordringer med vejret lykkedes det alligevel at gennemføre det første landsstævne på Stutteri Ask i weekenden. Både ansatte, hjælpere og stævnedeltagere kæmpede en brav kamp mod vandmasserne, og vi kunne afslutte stævnedagene med god ridning, høj sol og højt humør.

 

Hele 170 mm regn forsøgte torsdag eftermiddag at sætte en stopper for B-stævnet på Stutteri Ask. Dagens sidste 3 klasser måtte aflyses og rykkes, og vi blev desværre nødt til at lukke stævnet for alle, der ikke allerede var på stævnepladsen - det var simpelthen hverken muligt at komme ind eller ud. Alle kræfter blev sat ind på at grave dræn, suge vand og køre flis, spåner og knust granit ved teltstaldene, og til alt held kunne stævnet fortsætte fredag morgen på tørre ridebaner og i væsentligt bedre vejr.

 

For dem, der ikke var så meget til regnvejret, var der også indendørs beskæftigelser. Det Fynske Madhus serverede lækker mad, der kunne nydes i restauranten i Casir-hallen med udsyn til konkurrencebanen - og da weekendens mindre regnbyger skyllede ind over Stutteri Ask, blev Zibrasport Equest's livestreaming vist på storskærmen i hallen. Der var også mulighed for køb af kvalitetsrideudstyr: Glass Selection, Lieven Hendricks og Pro-rider var alle til stede med hver sin stand.

 

 

Flotte resultater til Ask-hingstene og deres afkom



Stævnets største klasse, Stutteri Ask Grand Prix S2* 150 cm, der gik søndag eftermiddag i helt fantastisk sommervejr, blev overbevisende vundet af Rikke Haastrup Kristensen og First Choice HT - en søn af Favorit Ask, avlet af H.C. Toft. Placeret som nr. 2 lå Martin Mose Knudsen og Schweinsteiger, og placeret som nr. 3 Rikke Haastrup Kristensen igen - her med Nomanee.

 

 

Søren og Karen har redet mange fine runder med en del placeringer, hvor især avlshingstene har vist sig godt:

 

Action Man Ask Z og Søren red en flot 0-runde i MB2* (130 cm) fredag, og blev placeret som nr. 2 i MA1* (135 cm) søndag - lige foran Grace Ask, også redet af Søren, der endte som nr. 3 i MA'en. 

 

Cassado Ask, redet af Karen, har sprunget utrolig godt ved dette stævne, og gik bl.a. en super nulrunde i MB1* (125 cm) om lørdagen.

 

Fidelio Ask viste sig også fra sin bedste side, da han med Karen i sadlen debuterede i MA1* (135 cm) om lørdagen. Det resulterede i en nulrunde og en placering som nr. 9. Fidelio og Karen var ligeledes fejlfrie i MA1* om søndagen.

 

Det blev trods alt en succes!

 

Selvom der var store udfordringer i forbindelse med skybruddet, sidder vi på Stutteri Ask alligevel med en følelse af, at stævnet var en succes. Vores team viste sig at være yderst velfungerende under pres, og alle stævnedeltagerne var meget forstående over for den uheldige situation, vi alle pludselig stod i. En stor tak til alle jer, der var med til at få det hele til at lykkes - vi ses til de næste stævner i august!  

 

 

 

< Tilbage