< Tilbage

Fi Fi Ask blandt verdens bedste 5-års!26-09-2022 - 09:36

Med 2 fejlfrie hovedrunder kvalificerede Fi Fi Ask sig til finalen for 5-års springheste ved UVM på Zangersheide. Her fik hun en bom i omspringningen i en ellers super flot tur og endte som nr. 15.

Der er ingen tvivl om, at UVM på Zangersheide virkelig stiller høje krav til de unge heste! Både højde og teknisk sværhedsgrad er langt over de almindelige klasser herhjemme, og vi har fulgt alle de danske heste med stor spænding.

Fra Stutteri Ask drog Karen Møller Rohde og hendes hestepassere Josefine og Astrid afsted med 5 dejlige ungheste: De to 5-års Fi Fi Ask (Ci Ci Senjor Ask / Favorit Ask) og Casper Ask (Ci Ci Senjor Ask / Kannan), de to 6-års Figeac Ask (Favorit Ask / Carano) og Evolution Ask (Zirocco Blue / Tannenhof's Cheenook) og den 7-årige avlshingst Cassado Ask (Casall Ask / Corrado I).

Fi Fi Ask fulgte i sin mor Fendi Asks fodspor og gik med to overbevisende nukrunder videre til finalen, hvor en bom på vej ind i kombinationen i omspringningen gav dem 4 fejl og placerede dem som nr. 15 - en super flot præstation!

De andre 4 Ask-heste har også gjort det godt. I springsporten er det nogle gange held, der afgør det sidste, og heldet var desværre ikke helt med teamet til dette stævne - nogle berøringer gav et par bomme på resultatlisten. Især Cassado Ask og Evolution Ask har dog gået nogle super runder, selvom de ikke nåede hele vejen til finalen. Alt i alt er vi godt tilfredse med og stolte af vores unge heste og deres rytter. Nu venter nogle mere afslappende dage med god foldtid, middagslur og hygge for hestene efter hjemturen inden træningen igen startes med fokus på championatsfinalerne i uge 41. Her skal både Fi Fi Ask, Casper Ask, Evolution Ask og Figeac Ask sammen med flere andre staldkammerater repræsentere Stutteri Ask.

 

Ci Ci Senjor Ask er, udover at være far til Fi Fi Ask og Casper Ask, også far til den 6-årige Kirkelodgaards Ci Ci Chopin, der gik flotte fejlfrie runder i den første kvalifikationsrunde og i B-finalen. En flot præstation af avler Kirkelodgaard v. Charlotte Schiøler, ejere Karsten Kjærulff & Cecilie Kjærulff samt rytter Sarah Wheler.

< Tilbage