< Tilbage

Hingstefremvisning blev en succesfuld dag16-04-2018 - 14:48

Vort Åbent Hus med hingstefremvisning blev en særdeles succesfuld dag med flere hundrede tilskuer på lægterne.

Folk stod tæt pakket på begge sider i ridehallen, og i cafeteriet var der også fyldt op, for at få de bedste pladser.

Søren bød velkommen, og derefter blev microfonen overdraget til Flemming Schultz, der med sin store viden om heste og afstamninger, fortalte med begejstring i stemmen om samtlige heste der blev vist. Søren blev udstyret med et headset, og når han var på banen fortalte han om arbejdet med hestene.     

 

Først hingst der blev vist, var vor nye 3 årige præmiehingst CASSADO ASK e. Casall Ask/Corrado I/Lagano. Han blev først mønstret af Lasse Bendixen, og lidt senere viste han sin store ridelighed, og fantastiske temperament over et par små spring under rytter Karen Møller Rohde.

 

Derefter blev de to fløjhingste efter FAVORIT ASK, FRONTIER ASK der har Charett Ask til mor og FIDELIO ASK der har Ci Ci Senjor Ask til morfar vist i springning under rytter. Fidelio Ask bliver i år udstationeret hos vor svenske samabejdspartner Lena Zeilot.

Årets hingst 2017 FAVORIT ASK e. Diamant De Semmily/Darco/Quidam de Revel kom herefter selv på banen. Han blev flot vist frem af Maria Bjørnkjær Bennedsgaard, og til stor applaus fra publikum sprang han ubesværet støtterne ud.

 

Præmiehingsten ACTION MAN ASK Z var næste hingst der blev vist af Søren Møller Rohde. Han er kåret med et 9 tal for helhed, og ved materialeprøven fik han 9 for både ridelighed og kapacitet. Han er i en fantastisk udvikling og det bliver spændende af følge ham fremover.

Han var forinden blevet repræsenteret ved hoppeføllet WANDA ASK der er efter Action Man Ask Z og har hoppen Welite til mor. Hun blev selv nr. 2 ved Unghestechampionatet i 2014.  

 

Næste repræsentant for sin far, var den 1 årige hingsteplag QUINTO ASK som er efter Quarz Ask og mor er Zangersheide placerede HipHop Ask der er efter Ci Ci Senjor Ask.

QUARZ ASK e. Quintero/Caretino, springer kattesmidigt og med stor kapacitet og forsigtighed, blev flot vist frem over de store forhindringer af Karen.

 

Hingsteføllet HUXI ASK, der er efter Humberto Ask og den fantastiske hoppe Fendi Ask (e. Favorit Ask) viste at den er født med naturlige springevner, da den uden tøven sprang over den bom som blev lagt ud, da den blev vist i hallen med sin mor. Og det samme viste HUMBERTO ASK e. Cornet Obolensky/Lazio/Chin Chin selv, da han efterfølgende blev vist af Søren.

 

Næste punkt var lykønskning til fire avlere, som alle havde avlet afkom efter Favorit Ask, der havde gjort sig bemærket i sporten. Der blev uddelt flotte billeder og blomster til Charlotte Rasch for Lykkehøjs Fabian, Stutteri Horsenæs (Birgitte Carlsen) for Faloola Horsenæs, Hans Ley for Kong’s Hokus Pokus og avler Laura Frost for hesten Facination.


CORNETTINO ASK e. Cornet's Stern/Chacco-Blue, er desværre skadet for tiden, men han blev på bedste vis repræsenteret ved to afkom nemlig 1 årige CATINO ASK mf. Casir Ask, og 2 årige CORNET SENJOR ASK mf. Ci Ci Senjor Ask.


Herefter kom to fremragende afkom efter Ci Ci Senjor Ask, nemlig den 5 årige præmiehingst og materialprøvevinder CYRANO ASK. Hans mor er Henna Ask, som er efter Kannan og Heide Ask. Han er kåret med 9 for teknik og helhed, og 9.5 i kapacitet. Sidste år var han udstationeret i Finland, og man venter ca 25 føl efter ham i år.  

Ligeledes efter Ci Ci Senjor Ask, blev 5 årige CHINETT ASK vist. Hendes mor er Charett Ask og m.f. er Caretino. Hun viste virkelig publikum, at det ikke var uden grund at hun i 2017 blev vinder af 4 års springchampionatet med 900 point, og i år stod som vinder af Unghestechampionatet i Herning.

Så kom endelig CI CI SENJOR ASK e. Cassini I/Contender selv på banen. Ud over de to ovennævnte afkom, er han bl.a. også far til hoppen CALINA, der lige som Chinett Ask, vandt springchampionatet som 4 års og efterfølgende Unghestechampionatet som 5 års, UVM deltager og placerede HIPHOP ASK, samt flere medalje- og fløjhopper. Karen viste ham i dag, og de sprang ubesværet de to store okser som Kaj, Jørgen og Kurt byggede til dem.

 

Dagens sidste føl var det utroligt charmerende hoppeføllet VICKY ASK e. Todt Un Prince Ask. Mor er Valerie Ask e. Larimar, og hun er desuden mor til SRDH Valentina Ask, der havde højeste afprøvningsresultat ved Eliteskuet 2017.

Søren viste selv dagens sidste hingt, nemlig TODT UN PRINCE ASK der er efter den verdensberømte hingst Baloubet du Rouet, som er den eneste hest der har vundet tre World Cup finaler i træk: Helsinki 1998, Gothenberg 1999 and Las Vegas 2000. Hans mor Klaire Honvault har selv stor international succes i op til 160 cm. klasser

Søren og Todt er blevet udtaget til at ride Nations Cup i Drammen (Norge) midt i maj måned, og de viste publikum at det ikke er uden grund. Todt springer ved et kraftigt afsæt, og god luft til bommene, og man kunne høre på pumblkums afsluttende bifald at de var begejstrede.


Efter fremvisningen der kaffe, the og vand samt kage til alle, og så var staldene åbne på både Kristiansminde og Schlenborg.

Vi takker alle fremmødte for en hyggelig dag, og glæder os til at se jer igen næste år.

  

 

< Tilbage