< Tilbage

Fendi Ask nr. 4 i finalen i Falsterbo17-07-2017 - 09:46

Den ærgerligste tidsfejl ever.

0,27 sek. var Karen og Fendi Ask (e. Favorit Ask) fra at komme i omspringningen i Finalen for 6 års heste i Falsterbo.

Fendi Ask sprang helt fantastisk og med god luft til bommene på en meget krævende bane, og hun fik også velfortjente klap af Karen, efter de havde passeret målstregen i hovedspringningen. Efter et blik på tidstavlen blev glæde desværre hurtig til ærgrelse, da Karen så at hun havde redet 0,27 sek. for langsomt til at sikre sig en plads i omspringningen, og måtte indkassere en enkelt tidsfejl. Så tæt på, og så alligevel ikke.

Karen og Fendi Ask har jo ved flere lejligheder tidligere, bevist at de godt kan ride både fejlfrit og hurtigt når virkelig det gælder.   

Nå, men der var kun 3 fejlfri ekvipager af de 20 startende i finalen, så det blev til en velfortjent og flot 4. plads til Karen og Fendi Ask.

Se resultatet af klassen her.

Cornettino Ask var kvalificeret til finalen for 7 års heste efter to overbevisende og fejlfrie runder i kvalifikationen, hvor han sluttede på en samlet 4. plads.

I finalen sprang han også overbevisende og fejlfrit, men måtte desværre indkassere en tidsfejl, da han kiggede lidt i starten af banen, og Karen derfor valgte at give ham lidt tid til at falde til ro på banen.  I dagens klasse kunne rytterne vælge, om de ville springe en stor oxer, og miste noget tid ved at vende ud efter den, eller gå den lige vej over vandgraven mod sidste forhindring. Karen valgte det første. - Vi havde lagt en plan for, hvordan jeg skulle ride banen, og vi havde valgt ikke at springe vand. Han har ikke problemer med vandet, men han har kun sprunget stor vand to gange tidligere, og vandgraven er altså stor her i Falsterbo.

Se resultatet af klasse her. 

 

 

< Tilbage