< Tilbage

Hingstefremvisning for fulde hus26-04-2017 - 15:10

På trods af at vi desværre måtte aflyse C-stævnet i forbindelse med vort årlige Åbent Hus, på grund af ombygning og udvidelser, så var der fyldt godt op på både tilskuerpladserne og på parkeringspladsen ved hingstefremvisningen i lørdags.

Tilskuerne kom fra både nord, syd, øst og vest, og de fik set vor flotte kollektion af såvel unge som gamle fløj- og præmiehingste, samt afkom efter disse.

 

Vi viste blandt andet de 3 nye præmiehingste ACTION MAN ASK, FIDELIO ASK og KANANGO ASK både ved hånd og i spring under rytter.

 

Årets hingst 2017 FAVORIT ASK, samt afkom efter ham blev også vist. Det var fløjlhingsten FRONTIER ASK, sidste års nr. 4 i Unghestechampionatet og UVM deltager 6 årige Wi Fabre Gás redet af Rikke Thingholm, og 5 årige nykårede med sølvmedalje, Kløvergaardens Dirty Dancer redet af Nadia Siesbye Suhr, og til sidst det blot 16 dage gamle hingsteføl Fileas Ask. 


Vor forholdsvis "nye" hingst TODT UN PRINCE ASK efter Baloubet De Rouet/Claier De B'Neville, viste klassespringning med Søren i sadlen, og det samme gjorde Karen og QUARZ ASK. Hingsteføllet Quincy Ask e. Quarz Ask/HipHop Ask/Ci Ci Senjor Ask, charmerede alle på lægterne, og det samme gjorde den et årige halvbror Cornet Senjor Ask der er efter Cornettino Ask, men som også har HipHop Ask til mor. CORNETTINO ASK viste også selv enorm kapacitet, og det samme gjorde HUMBERTO ASK da de viste fremragende springning for et meget begejstret publikum. Der blev ligeledes vist føl efter både Cornettino og Humberto Ask.

 

Ind i mellem springhingstene var der uddeling af avlerpræmier og Blue Hors viste fire af deres fantastiske dressurhingste. Hingstene ZALABASTER, FARRELL og ST. SCHUFRO blev vist rigtig flot frem under rytter, og ROCKEFELLER blev vist ved hånd.

 

Vi sluttede fremvisningen med CI CI SENJOR ASK og afkom efter ham. 

Først kom årets suveræne vinder af Unghestechampionatet 5 årige Calina redet af Charlotte Schreiber, og 6 årige Syvhøjegårds Eyecatcher redet af Rikke Rohte, på banen. De beviste med fremragende springning, at det ikke er nogen tilfældighed at begge heste ligger i toppen af springning for hver deres årgang.

Derefter fulgte det meget charmerende hoppeføl Fi Fi Ask der er efter Ci Ci Senjor Ask/Fendi Ask/Favorit Ask. Et virkeligt spændende hoppeføl med guldrandet stamtavle, som vi er meget spændte på.

Sidste "mand i arenaen" var CI CI SENJOR ASK. Han og Søren viste endnu engang klassespringning over en kæmpe okser, og publikum takkede af med et fantastisk bifald.

 

Efter fremvisningen var staldene åbne på både Kristiansminde og Schlenborg. Casir Ask var en af staldens meste besøgte hingste, og der blev taget utallige selfies med ham.

Man kunne besigtige udvidelsen af vort nye springstadion, og der var kaffe og kage til alle, samt 500 kr. i rabat på 2. rate til dem der bestilte en bedækning på dagen.

 

Vi takker alle fremmødte for en hyggelig dag, og glæder os til at se jer igen næste år.

       

 

< Tilbage